Jeg endte med at blive grundigt overstimuleret, men ikke nok til at skulle have hjælp. 3 liter vand og en masse protein og noget salt hver dag til at komme igennem smerterne. Det føltes som om jeg var bristefærdig i siderne af maven og jeg fik ondt når jeg trak vejret dybt, men efter 1,5 uge var det næsten væk. Så overtog en stikken og jagen i midten af underlivet. Jeg startede med at få meget ømme bryster, men jeg vidste at det var medicinen og det har ikke generet mig den seneste uge. For et par dage siden blev jeg til gengæld overrasket over at tilsyneladende være ekstremt følsom og muligvis hævet i underlivet. Jeg har godtnok læst om at gravide kan få smerter efter sex, men jeg har aldrig overvejet muligheden for at decideret have svært ved at finde en stilling der ikke giver smerter under sex. Da jeg oplevede det begyndte jeg at tro på at det var lykkedes. Jeg er stadig meget opmærksom på at det ikke nødvendigvis betyder noget og selv hvis jeg er gravid er det ikke sikkert at jeg når hele graviditeten igennem.
I dag, dagen før testdagen, bukkede jeg så under for fristelsen. Jeg testede før tid. Jeg dummede mig med testen og fik dyppet den for dybt, men den så stadig ud til at virke. Desværre var den negativ og jeg skal nu bruge det næste døgn på at overbevise mig selv om at det sagtens kan betyde at jeg har testet før testen kunne vise en positiv. Alligevel er jeg røget i fælden og har mistet troen på at det overhovedet vil lykkes os at få børn.
Jeg har bare lyst til at slippe for alt det her. Jeg orker ikke flere skuffelser. Jeg orker ikke at være så tæt på drømmen for så at få afsløret at forhåbningerne var nytteløse. Jeg kan ikke mere. Men tanken om at aldrig få børn er så skræmmende og fremmed for mig at ikke kan holde ud at skulle gå det imøde. Jeg vil ikke være “den stakkel, der ikke kunne få børn”. Men hvad gør man når virkeligheden viser sig at ikke fungere som man altid er blevet lovet og har taget for givet? Hvordan lever man et helt liv når man kun har det halve at leve det med? Hvordan sluger man det største og værste af dem alle, – jeg har ét liv og skal aldrig opleve den ultimative glæde, som jeg brændende har ønsket mig hele mit liv? Og hvordan undgår man andres reaktioner på det? Den uundgåelige medlidenhed og den afstandtagen som er et resultat af at de ikke kan reagere på nogen hensigtsmæssig måde. Og den lille men insisterende, nagende følelse af at de kan lægge hele sagen bag sig når samtalen stopper, men jeg lever i den og den påvirker alle aspekter af mit liv. Jeg har bare brug for at slippe væk!
Det endte med at lægerne fik 11 æg ud. Der har været et sted mellem 15 og 20 stk så jeg blev godt øm og oppustet i maven.
Ud af de 11 æg var 8 modne til at blive befrugtet, men det lykkedes kun med de 5. Alle 5 delte sig til gengæld helt til ægoplægningen. 2 af de fem æg var af rigtigt god kvalitet og derfor blev de lagt op efter at have fået assisted hatching. Det skulle hjælpe dem med at sætte sig fast, selvom det sædvanligvis ikke bliver brug til æg som mine. De sidste 3 æg var ikke fryseegnede som de var, men hvis de overlever til blastocyst-stadiet skulle det være bedre at fryse dem ned.
Det betyder at jeg har fået 2 rigtigt flotte æg lagt tilbage, som har fået en hjælpende hånd til at sætte sig fast. Vi fik jo også priming, som også skulle hjælpe.
Det bliver spændende om de sidste 3 æg kan bruges til noget, men vi regner ikke med det.
Jeg har til gengæld også fået øget min dosis af blodfortyndende medicin. Jeg ved ikke hvorfor, men lægen mente at jeg skulle have 100 mg i stedet for den gamle dosis på 75 mg.
Efter ægudtagningen er mine æggestokke desværre blevet fyldt med væske, hvilket gør mig grundigt øm i mave og ryg. Det skulle kunne klares med masser af vand og proteiner, men hvis jeg bliver syg med kvalme og opkastninger skal jeg have drop i armen med væske. Typisk mig at blive overstimuleret.
Da vi i starten forsøgte at få børn var mine følelser turbulente. Jeg fik hele tiden følelsen af at “nu kunne det faktisk være sket”og “måske jeg er gravid”. Det var først efter min graviditet udenfor livmoderen og biokemiske graviditet, at frygten opstod: “Hvad nu hvis det er sket?” Tanken om igen at mærke graviditetssymptomerne, den uforbeholdne glæde og den lille splint af frygt for at miste, før menstrutionen begyndte i det små og blev værre indtil der ikke længere var tvivl om hvad jeg havde mistet.
Den oplevelse er hvad der spøger i mit hoved og i min krop lige så snart vi er i behandling. Jeg har kun oplevet udtrykkeligt spontan abort en gang, men næsten hver gang vi er i behandling får jeg symptomer i en eller anden grad. vaginaltabletterne, som jeg skal tage de sidste 14 dage af behandlingen efter ægoplægningen, giver gerne symptomer, som minder meget om graviditetssymptomer. Det gør det selvfølgelig så meget desto svære at skelne bivirkningner fra medicinen fra graviditetssymptomer. Èn gang fik jeg dog nogle tydelige symptomer da jeg blev så træt at jeg sov i døgndrift og simpelthen tørstede efter fignepålæg, hvilket jeg ikke har kunnet fordrage siden jeg var barn. Desværre fik jeg menstrution 3 dage før tid og symptomerne forsvandt ret hurtigt igen. Lægen mente dog at det var grund nok til at undersøge mig for gentagne aborter da dette var min 3 af slagsen hvis man talte min graviditet udenfor livmoderen med. Gudskelov at han gjorde det fordi det var sådan vi fandt ud af at jeg har lidt lav INR så jeg danner mikroblodpropper der kan sætte sig i livmoderen og resultere i aborter. Nu skal jeg derfor tage blodfortyndende når jeg har fået lagt æg op.
Næsten alle behandlingscyklusser giver forskellige oplevelser af symptomer. Selv ømheden i brysterne kan være vidt forskellig. Flere gang har jeg haft følelsen af at de var så spændte at de var sprængfærdige. Nogle gange har jeg meget følsomme brystvorter, men ikke så spændte bryster og andre gange er det en kombination.
Jeg kan næsten altid huske hvad jeg drømmer om natten. I løbet af en behandling drømmer jeg oftest at jeg er gravid, men hurtigt mister graviditeten eller måske at jeg pludselig har barnet i mine arme, men at det pludseligt forsvinder eller krymper ind til at være en dukke. Uanset hvordan det forløber indser jeg, at jeg er gravid og føler mig så rolig, tryg og lykkelig over visheden. Men hurtigt indser jeg at graviditeten er på lånt tid. Folk omkring mig tager det ikke rigtigt seriøst og pludselig forsvinder graviditeten som om den var afhængig af min omverdens tro på den. Nogle gange er det dog i orden fordi jeg til gengæld har barnet i mine arme eller fordi min mand holder det. Alt er stadig godt og vi nyder at tage os af det lille pus. Nogle gange er der endda to børn forskudt i alder. Ud af alle de forskellige gange jeg har drømt om at være gravid eller have barn/børn, er det kun en gang eller to, hvor jeg ikke har mistet barnet. Første gang jeg drømte at jeg havde barn og ikke mistede det, vågnede jeg med følelsen af, at jeg bare ville tilbage til drømmen. Det var så fredfyldt og jeg havde følelsen af at jeg uden at have opdaget det, endeligt bemærkede at den sidste brik i puslespillet pludseligt var faldet på plads. Jeg fik den ro over mig, som jeg havde kæmpet for at finde i alle de år jeg har ønsket mig et barn. Det var slet ikke til at forstå.
I starten af dette behandlingsforløb har jeg været urolig fordi jeg ved at det er vores sidste. Jeg har svært ved at tro at det skulle lykkes denne gang bare fordi det er vores sidste forsøg. På trods af uroen glæder jeg mig til at lægge fertilitetsbehandling bag mig, og jeg kan næsten være fri i denne glæde på trods af risikoen for aldrig at få børn. Det er nok et udtryk for hvor færdig jeg er med at gennemgå fertilitetsbehandling. Samtidigt kan jeg også genfinde den ro, som drømmen bragte med sig. Den giver mig fornemmelsen af at alt er i orden. Den giver mig også følelsen af at det sagtens kan lade sig gøre for os at få barn, men uanset om det sker eller ej, så har jeg fundet roen i mig selv og den kan jeg godt nøjes med hvis jeg bliver nødt til det.
Efterhånden som behandlingen er skredet frem, har tankerne og følelserne ikke været lige så påtrængende som de pleje at blive. Jeg er faktisk usikker på om det der sker i min krop er på grund af følelser jeg ikke er bevidst om, elller om det er humørsvingninger der er bivirkninger af medicinen. Jeg har været lidt presset, men jeg har samtidigt været i praktik som lærer og har en bachelor liggende og vente på mig så jeg synes ikke det er så mærkeligt at jeg har meget kørende i krop og hoved. Jeg går dog med tanken om at der ikke er nogen som helst grund til at behandlingen skulle lykkes nu når den ikke er lykkedes før.
I nat havde jeg så en drøm hvor jeg fik at vide af en myndighedsperson at jeg altså var gravid og skulle tage hensyn til det. Senere var jeg bevidst om at jeg ikke var gravid endnu, men ville blive det af denne behandling så jeg skulle tage mine forbehold. Det mærkelige var at jeg ikke var overstrømmende lykkelig som sædvanlig, men mere vantro og forsigtigt glad og begyndende lettet. Samtidigt var dem som plejer at jage mig i mine drømme, ikke i gang med at jage mig. Vi var ligesom stoppet op og jeg holdt dem lidt på afstand ved at argumentere for mig selv og slå fast at jeg ikke havde i sinde at acceptere situationen som det plejede at være. Jeg havde simpelthen noget andet der skulle foregå.
Jeg tror på at drømme er et udtryk for vores tanker og følelser og at de kan fortælle os om hvordan vi håndterer den vågne verden. Derfor tror jeg også på en vis form for drømmetydning.
I dette tilfælde tror jeg, at vi reelt set har en chance for at forsøget lykkes, og at jeg derfor ikke skal slå det hen på en måde hvor jeg ikke tager forbehold for hvis det lykkes. Det betyder ikke at drømmen forudsiger at jeg bliver gravid, men at jeg skal være den mulige situation bevidst og tage mine forbehold i forhold til min hverdag. Min reaktion på beskeden tror jeg er et udtryk for at jeg har beskyttet mine følelser ved at undgå for store forhåbninger. I mit stille sovende sind er jeg tilgengæld flygtet til en verden af øjeblikkelig tilfredsstillelse, som dog er resulteret i lige så øjeblikkelig sorg over at mærke drømmen forsvinde imellem fingrene på mig. I det øjeblik hvor jeg så bliver præsenteret for den reelle mulighed for at komme skridtet videre i opnåelsen at min drøm, reagerer jeg med vantro og forsigtig glæde. Af samme grund har jeg heller ikke tid til at lade mig jage af mine tanker og min frygt i livet, hvad den så helt specifikt består af. (Jeg tror at det er selve det at ikke leve det liv jeg altid har troet ville være essensen af min liv, – tryghed og familie med friheden til at tage mine egen beslutninger)
Nu bliver det bare spændende at finde ud af hvor mange æg lægen kan få ud, hvor mange der bliver befrugtet, om de bliver dyrket til blastocyst stadiet og om de vil sætte sig fast i min livmoderslimhinde. Allerhelst vil vi genre have at jeg bliver gravid med tvillinger. Vi kunne ikke være mere ligeglade med hvad køn vores barn/børn skulle have, men hvis vi får en pige har vi allerede et navn. Hvis vi til gengæld får en dreng har vi ingen anelse.
Så er jeg blevet scannet anden og tredje gang. Første gang blev der fundet ca 12 ægblærer. I dag, anden gang blev der fundet 16 ægblærer. Når jeg siger ægblærer er det faktisk mere præcist end æg. Lægerne kan kun se de væskefyldte ægblærer, tømme dem og håbe på at de får en brugbart æg med ud. Først under mikroskopet kan de åbenbart se selve ægget.
Med denne behandling forventer man at jeg laver ca 8-12 æg. De vil helst ikke have at jeg laver flere fordi jeg så risikerer at bliver overstimuleret, hvilket er noget man kan blive rigtigt syg af. Da lægen konstaterede at jeg skulle have ægløsende sprøjte i morgen og taget æg ud mandag, argumenterede sygeplejersken for at vente en ekstra dag for at øge sandsynligheden for at forsøget lykkes. Lægen var ikke meget for det fordi jeg risikerer at blive overstimuleret, men han gik med til det da jeg fortalte at det er vores sidste forsøg. Det er kun de fem af ægblærerne, der er store nok til at være sikker på at blive klar, men med en ekstra dag er der større sandsynlighed for at flere af de andre også når med. Håbet er så at der kun er et par stykker mere som bliver store nok, så jeg ikke når at blive overstimuleret. Sygeplejersken har været med inde over min behandling jævnligt siden vi startede på denne klinik. Derfor kender hun også vores historie og har taget imod os gang på gang og igen set os møde op til ny behandling. Hun spurgte også om vi ville have ICSI (mikroinsemination), Assisted hatching og blastocyst dyrkning, hvilket derfor blev skrevet på journalen som muligheder, hvis laboratoriet vurderer at det er til nytte. Hvis det endelig lykkes at få gjort mig gravid har jeg på fornemmelsen at vi kan takke hende for det. Hun har lige givet os 4 ekstra chancer for at øge sandsynligheden for at forsøget skal lykkes (ICSI, Assisted hatching og blastocyst dyrkning). Jeg kender ikke hendes navn, men hun kender mig og hun giver mig følelsen af at ikke bare være en nummer i køen. Mennesker som hende og et par af de andre sygeplejersker, som har været på klinikken i evigheder, er grunden til at jeg føler mig i gode hænder. Misforstå mig ikke. Lægerne er også dygtige.
Der er særligt to, som har styr på deres kram, men det er så også dem, der står for klinikkken. Den ene minder lidt om en brugtvognsforhandler med en ph.d i fertilitetsbehandling. Jeg ved godt at det ikke lyder positivt, men det er den type han virker som. Til gengæld virker det som om han er så afslappet omkring emnet, fordi han er så dygtig at han kan tillade sig det.
Den anden er ham, som kan tage æg ud på en så perfektioneret måde, at det ikke gør halvt så ondt, som når de andre gør det. Han har seriøst magiske evner med en kæmpenål. Men på trods af hvor stor tillid jeg har til begge de to læger, er deres indflydelse på nerverne intet i sammenligning med de sympatiske, garvede, professionelle sygeplejersker, som breder en aura af “Nu skal jeg nok sørge for at det hele forløber som det skal”. Derudover er der intet, der kan løsne op i lattermusklerne, når man ligger på briksen med sprængfærdig blærer for at få lagt befrugtede æg tilbage, som når den ældre almoderlige sygeplejerske siger: “Bare vent, lige om lidt sprøjter du ham lige i hovedet når han har sat sig godt tilrette og skal til at lægge æggene op”. De sygeplejersker er uundværlige og de bliver slet ikke fremhævet nok for det. Mange par vælger at give klinikken og særligt lægerne en “tak for hjælpen”-gave når projektet er resulteret i et barn. Jeg tror at jeg i så fald ville dedikere en særlig tak til sygeplejerskerne, som godmodigt spiller ping-pong med læger og patienter, og bringer lige de ord og den stemning med sig ind i lokalet, som letter situationen. Uden sygeplejersker ville læger være skidt stillede, både hvad det praktiske angår, men virkeligt også hvad patientkontakten angår.
Jeg begyndte at få en næsespray, der nedregulerede mine hormoner og gav mig symptomer på overgangsalderen. Lidt sjovt når man er i starten af 30’erne. Efter noget tid med næsespray gik det op for mig, at den trykkende varme jeg blev overvældet af indimellem, ikke var et udtryk for, at vi havde overvurderet behovet for radiatorerne i den kolde februar luft. Her gik jeg og tænkte at den åndsvage vinter måtte tage og beslutte om den ville være mild eller kold. Det gik helt galt ud på morgenen før jeg vågnede. Jeg lå og blev helt desperat halvt i søvne og måtte hurtigt af med dynen for at få lidt luft indtil hedeturen var forbi og jeg kunne mærke at jeg blev lidt kold. Jeg følte mig generet af andre symptomer udover et mærkeligt ubehag i svælget. Hvis jeg lå, så næsesprayen løb direkte ned i halsen efter at jeg havde taget den, føltes det som en begyndende halsbetændelse. Jeg lærte hurtigt at lægge mig på siden med det sprayet næsebor øverst for at undgå gener. Da jeg for en uge eller to siden gav udtryk overfor min mand, for hvor træt jeg var af næsesprayens smag i svælget, kiggede han på mig og konstaterede at jeg da egentlig var forbløffende upåvirket af alle de hormoner jeg fik. Det var først i det øjeblik vi begge tænkte tilbage på de seneste uger og overvejede hedeture, skrøbeligt humør, hovedpine og hvad medicinen ellers kunne udløse af bivirkninger. Det varede ikke mange sekunder før vi begge påpegede den ene ting efter den anden, som jo nok tildels var hormonerne der rumsterede. Det var meget fint at være imponeret over hvor upåvirket jeg var, men når vi tænkte det igennem var det ikke svært at se at det vidst ikke helt var rigtigt.
For snart en uge siden skulle jeg så til scanning igen. Jeg troede at de ville stoppe næsesprayen og jeg talte sekunderne til den sidste dosis. Da jeg kom op på klinikken fik jeg til gengæld at vide at jeg skulle fortsætte med den, men nu også tage ægstimulerende sprøjter. Til gengæld skulle hedeturene så forsvinde.
Nu er jeg tre dage fra at skulle til scanning igen og jeg må stadig leve med hedeture, men de er knapt så udtalte. Næsesprayen er røget direkte på min hadeliste over smagsvarianter. Det er lige før jeg ønsker mig tilbage til den penicilin jeg skulle tage på tom mave for 1,5 måned siden. Den gav mig dog kvalme og bøvser med medicinsmag tre gange om dagen så måske er det heller ikke noget godt alternativ. Jeg har to gode ting at sige om min ca 13 gang på fertilitetshormoner og det er; at det giver os chancen for at få børn og at det er sidste gang.
En af mine største bekymringer lige nu er at jeg ikke reagerer på behandlingen som det er meningen. Jeg plejer at få ægstimulerende hormoner alene og vidsheden om næsesprayens virkning uden det ægstimulerende hormon, får mig til at tænke: “Hvad nu hvis jeg stadig får hedeture fordi min krop ikke kan finde ud af at lave æg samtidig med at jeg får næsesprayen?” Men sidste gang jeg tvivlede på min krops evne til at lave æg havde jeg lavet præcist så mange som jeg plejer, – mere end rigeligt, så jeg prøver at slå det ud af hovedet og stole på den del af processen, som min krop har klaret til topkarakter 99 % af gangene.
Det dér med når tiden løber ud. Jeg ved ikke hvor lang tid vi har til rådighed, til at få vores drøm om barn til at gå i opfyldelse. Jeg ved at vi er blevet enige om at dette forsøg skal være det sidste, men selv den plan er ikke endegyldig hvis jeg bliver gravid og aborterer. I så fald er vi villige til at prøve igen. Hvert af vores forsøg er et spørgsmål om at få gjort mig gravid og hvis jeg bliver gravid får vi mod på at prøve igen. Det giver nærmest gåpåmodet til at lægge kræfterne i. Hvis vi ikke får noget nyt resultat ud af forsøgene er det begrænset hvor længe vi ser grund til at fortsætte.
I dag fik jeg en glædelig og en bekymrende besked. Den bekymrende er ikke alvorlig, men bare et spørgsmål om at jeg siden teenagealderen har vidst havd jeg ville kalde en evt. datter og nu viser det sig at min søster overvejer at bruge dette navn til hendes tredje barn, som burde komme til verden til september. Den glædelige nyhed er at min svigerinde har givet udtryk, overfor min søster, for at hun ikke tillade sig at bruge det navn når min mand og jeg i 5 år har talt om at det var vores plan at bruge dette navn.
Jeg synes principielt ikke at man kan reservere et navn. Derfor vil jeg heller ikke gøre indsigelser imod hvis min søster og svoger vælger at gøre alvor af deres idé. På trods af det ser jeg det som et udtryk for hensyn og respekt for min og min mands drøm hvis min søster lader være med at bruge navnet af hensyn til mig. Hvis de til gengæld vælger at bruge navnet før vi får mulighed for det, føles det som et udtryk for at de ikke længere anser vores projekt for realistisk. Ikke andet end trøstesløse forsøg på at opnå en drøm, der aldrig vil blive til virkelighed, og derfor heller ikke skal vises mere hensyn end at man godt kan tage den åbenlyse konsekvens, at bruge det planlagte navn til et barn som er på vej.
Jeg ved godt at det ikke nødvendigvis er min søster og svogers tankerække, men jeg har svært ved at tro at de ville bruge navnet hvis vi allerede havde brugt det til vores egen datter. Derfor føles deres overvejelse også som en dødsdom over vores drømme.
På den anden side synes jeg også at det er urimeligt at afholde andre fra at bruge et navn bare for at holde det “ledigt” i tilfælde af at et sidste fertilitetsforsøg virker, eller at man skulle være så heldig at blive udpeget som adoptivforældre for et af de 8-15 børn, der i øjeblikket er tendens til at blive bortadopteret i Danmark. Jeg kan godt se at vores ods er ringe, men jeg har brug for at have opbakning fra familie og venner selvom jeg ikke forventer at de skal lægge samme mængde energi i projektet som min mand og jeg gør.
Spørgsmålet er vel i bund og grund: “Hvor stort et hensyn skal der vises overfor en drøm om så følsomt et emne, hvis tid og muligheder er ved at rende ud?”
Som hovedperson i denne situation må man sluge mange kameler, som kan virke fuldstændigt urimelige og hensynsløse. Men der er også en almindelig enighed, om at vise hensyn til de følelser par går igennem, når de forsøger at få børn. Når alt kommer til alt er det vel ikke urimeligt at min søster og svoger tager konsekvensen af at vi tilsyneladende ikke får den datter vi ville bruge navnet til. Jeg håber dog at de vil vente med at tage beslutningen om at bruge navnet indtil vi er færdige med behandlingen. På den måde føles det ikke som om de opgiver på vores vegne på forhånd.
Det er længe siden sidst jeg skrev noget på bloggen fordi jeg pludselig ikke kunne komme ind på den. Først for et par dage siden fik jeg igen adgang til den fordi der var kommet en kommentar, som gav mig et link til at komme ind med.
Siden sidst er der faldet ro over vores substitut-børn (kattene). Havanna er fuldstændigt vant til sin madskål og spiser uden tøven af den. Vi har opgivet at fede hende op fordi hun er så divalike at hun ikke gider at blive ved med at spise vådfoder flere uger i streg selvom der går et par dage imellem at hun får det serveret. Det er ellers vådfoderet hun kan tage på af. Til gengæld bruger vi madskålen så Prins i al almindelighed ikke kan få fat i Havannas mad.
Hvad angår fertilitetsbehandlingen så fik vi mulighed for et forsøg i efteråret. Vi aftalte at prøve i oktober hvilket tilfældigvis faldt sammen med at min søster og svoger besluttede at prøve at få deres tredje barn. Det viste sig at det lige skulle tage nogle måneder før der var bid og det betød at min søster fik en positiv test lige omkring nytår. Vi måtte selv spare op til endnu et forsøg selvom vi fik behandlet min lave INR med blodfortyndende medicin.
Vi nåede dog der til mentalt at vi blev enige om at det næste forsøg skulle være det sidste. Vi orker ikke mere. Derfor fik vi en samtale med fertilitetslægen hvor vi fik ham til at overveje hvordan det sidste forsøg skulle udføres. Han foreslog en undersøgelse, som skulle afsløre om jeg evt. havde nogen knuder i underlivet som kunne forårsage aborter. De kunne nemlig fjerne sådanne knuder og dermed fjerne det som et problem. Desvære viste undersøgelsen at jeg ikke fejler noget, men lægen valgte alligevel at tilbyde et sidste forsøg med såkaldt “lang behandling” fordi jeg tidligere er blevet gravid på sådan en. Det er ikke en behandling han normalt ville tilbyde mig fordi jeg ikke lever op til de problematikker som behandlingen er beregnet til, men taget i betragtning at det er den jeg har været gravid vha længst, prøver vi den.
Undersøgelsen fungerede, med en af sine bivirkninger, som “priming”. Dvs. at den generer livmoderslimhinden så slimhinden opbygges ekstra stærk cyklussen efter. Det betyder også at jeg er bundet til at få behandlingen lige efter undersøgelsen.
På 21-dagen i min cyklus skal jeg til scanning og starte på nedregulering. Sidste gang jeg blev nedreguleret foregik det med en næsespray, vist nok tre gange dagligt. Det sætter min cyklus i stå og derfor kan jeg få følelsen af at være i overgangsalderen. Efter et vis antal dage skal jeg så tage hormoner for at stimulere ægdannelsen. Til sidst får jeg en ægløsende sprøjte og efter et par dage får jeg taget æggene ud vaginalt, med en lang nål. Så befrugter de æggene med min mands sæd evt. med mikroinsemination hvis sædprøven er tilstrækkelig ringe. Et par dage efter får jeg lagt et par befrugtede æg op igen hvis de har delt sig efter planen. Hvis de ikke har delt sig (celledeling) ringer klinikken til mig og aflyser min ægoplægning.
Undervejs i hele dette show er min mand og jeg også igang med at søge om national adoption. Vi blev enige om at hvis behandlingen ikke lykkedes ville national adoption være et vej vi begge havde det godt med. Vi har simpelthen ikke tilstrækkelig tillid til mange af de systemer der er i lande, som Danmark i øjeblikket samarbejder med om adoption. Udover tilliden er økonomien også en vigtig del. De steder vi kunne overveje at adoptere fra har en så høj pris for behandlingen af adoptioner at vi ville komme til at betale omkring 300.000 kr for at få et barn og en god del af pengene bliver betalt før vi overhovedet får anvist et barn. I Danmark er der ikke så mange børn, som bliver bortadopteret, men til gengæld har vi tilstrækkelig tillid til systemet til at ville være sidste led i kæden. Samtidigt koster selve adoptionen ikke andet end 5000 kr ialt for to adoptionskurser til os hver, og ca 1200-2400 kr ialt for helbredsattester. Med vores historik i fertilitetsbehandling har vi dog valgt at sætte adoptionsprocessen igang imens vi får vores sidste forsøg. På den måde føler jeg heller ikke et lige så stort pres over hvad min krop skal kunne gøre.
Vores lille Prins er meget lettere at have med at gøre end Havanna så længe bakken ikke er overfyldt (stadig ikke den med forlystelser) eller han får en ny slags mad og dermed racer-mave. Han har til gengæld sin helt egen, meget effektive måde at gøre opmærksom på problemerne: Om morgenen når vi står op, lugter der fælt af dårlig kattemave og hvis man kigger på vores, ikke længere så fine, hvide stofsofa, finder man hans morgengave. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har skurret den sofa og kan kun sige én positiv ting om sagen. – pudebetrækket kan maskinvaskes og bleges.
Det eneste, der er værre end at vaske sofaen ren for katte-nugat-sovs er at vaske perserkatte-bagparti rent for samme eller fastere versioner. Der er hundreder af forskellige måder en kat kan bevæge sig på for at undgå at få røven under rindende vand og jeg tror snart jeg har set dem alle. Ærgrelserne starter dog først for alvor det øjeblik man skal stikke fingrene direkte i nugat-riget og kattene har det som regel på samme måde. Det er det værste job for perserkatte-ejere og et job for to! Én holder og den anden får hænderne “i bolledejen”. Jeg begyndte at elske min mand lidt højere den dag han tog lorte-jobbet. Han har seriøst svært ved lort! brækfornemmelser-svært… Derfor har jeg også påtaget mig arbejdet med kattebakkerne indtil jeg indså at det var den største bjørnetjeneste jeg kunne gøre: Hvordan fanden skulle det ikke foregå når fertilitetsbehandlingen endelig lykkedes?! Fra dag lavede jeg en lille post-it med hvert af vores navne på hver side og satte den fast på køleskabet med en magnet. Hver gang man har skiftet bakkerne vender man for at vise at det er modpartens tur. Det virker forbløffende godt. Han konstaterer jævnligt at han ikke glæder sig til at skulle tage den hver gang når jeg bliver gravid, men han klarer sig igennem og jeg tror at hans forhold til lort bliver en smule mere afslappet hver gang. Nu er han i hvertfald ikke længere så tøvende overfor lorte-jobs’ene.
Da vores lille misse-Prins var ved at blive kønsmoden havde jeg dog en usædvanligt græseoverskridende oplevelse:
Han havde jævnligt dårlig mave fordi det tog lang tid for ham at skifte kost. Han var stadig lille nok til at jeg sagtens kunne vaske ham alene og jeg havde gjort ham helt tryg ved at ligge på ryggen og næsten helt tryg ved at få rumpen under rindende vand. En dag da jeg stod og vaskede ham under lunt vand, opdagede jeg til min forskrækkelse at han nød situationen mere end aftalen var. Jeg gjorte selvsagt mit yderste for at glemme min opdagelse imens jeg afsluttede lortejobbet, men jeg må indrømme at jeg er lettet over at han nu er kastreret og ikke har reageret sådan siden.
For ti år siden fik jeg en kat af min mor og det blev starten på min afhængighed af at have kat.
Da jeg måtte aflive min første kat efter fem gode år sammen (hun blev kun 9 år) havde jeg svært ved at affinde mig med et hjem uden en silvershaded perserkat. Denne gang ville jeg dog også have at min mand skulle føle sig knyttet til vores kat så jeg valgte at inkludere ham i beslutningen om hvilken kat vi skulle have.
Min mand endte med at finde en knapt 1 årig missepige med de smukkeste azur-blå øjne, der var ved at skifte til den voksne kats dybt, smaragdgrønne farve. Hun var en vrissen lille, tynd dame med et konstant fornærmet ansigtsudtryk og en brægende, beklagende mijaven og min mand var forelsket. Hendes vægt var dog det største problem og efter bare et halvt år måtte jeg droppe mit ønske om at lade hende avle, fordi hun til et dyrlæge-tjek blev vurderet så tynd at hun ikke længere måtte komme i løbetid. Den stod på p-piller, neutralisation eller parring. Min mand syntes ikke han kunne overskue killinger samtidigt med at vi var i fertilitetsbehandling og jeg var vokset op med en kat, der i sidste ende døde af kræft pga. p-piller. Jeg nægtede at give mit kæledyr den slags og valget var derfor taget på forhånd.
Vi fik at vide at neutralisationen i sig selv ville gøre at hun tog ca 500 g på og så skulle vi bare fortsætte med at give hende killingefoder til hun havde den ønskede vægt. Men vores lille diva tog ikke mere end et par 100 g på og til næste dyrlæge-tjek blev vores nye dyrlæge så chokkeret over hendes lave vægt at vi fik en dåse vådfodder med mad til kritisk syge dyr.
“Det elsker dyrene og det er meget koncentreret nærring. Man skal til gengæld passe på med det og holde nøje øje med når vægten begynder at stige.” – fik vi at vide.
Vores lille Havanna kunne godt slikke lidt i sig, men fortrak stadig Whiskas portionsposer med sovs og det kunne “alle dyrs livret” altså ikke hamle op med. Jeg droppede det vanvittigt dyre foder til fordel for hendes favorit og hendes vægt ramte igen minimum. Hun var sund og rask, spiste, gik på bakken (ikke den med forlystelser) og kælede og legede så vi lod tingene være som de var lige indtil jeg faldt for en lille killing.
Måske kunne lidt konkurrence give hende motivationen…?
Lad os bare slå fast at hun HADEDE den lille opmærksomhedstyv. Han blev skulet til, knurret af og hvæset af. Til gengæld virkede konkurrencen efter planen den første måneds tid. Derefter gik det i den modsatte retning. Først efter et halvt års tid begyndte de at lege sammen og Havanna begyndte at tåle Prins’ tilstedeværelse.
Efterhånden som Prins blev større blev han i flot stand og da jeg fik ham neutraliseret blev jeg nødt til at give ham, og dermed Havanna tørfoder til steriliserede katte. “Kat”-astrofe! Hun måtte jo ikke tabe sig! Frem med prinsessefoderet igen og denne gang serveret under opsyn så Prins-snart-propfed ikke fik smag for stadset og blev overvægtig. Det er ellers omstændigt at fodre katte på den måde og ærligt talt har jeg bedre ting at tage mig til end at overvåge katte når de spiser 1 til så-mange-som-muligt-gange om dagen. Flere gange har jeg surfet på nettet efter automatiske foderautomater der kun åbner for bestemte dyr, men uden held. – Indtil! – Endelig! Fuck prisen, – jeg skal have frihed og divaen skal have prinsessemad når hun har lyst.
1000 kr fattigere (imens jeg sparer op til fertilitetsbehandling) er jeg nu i gang med at træne mis. Diva til at spise af den science fiction ligende anordning, som jeg undervurderede lidt til at starte med.
Når katten ikke lader sig mærke med at spise fra en ny madskål er det IKKE ensbetydende med at hun er cool med at den siger lyde og bevæger sig når hun nærmer sig maden! – point taken.
Pludselig skulle jeg overtale hende til overhovedet at nærme sig rædslerne. Ét lille skridt ad gangen og det måtte starte med at hun fik skålen i den anden ende af køkkenet. Det viste sig hurtigt at hun var til at overtale rimeligt nemt når bare hun ikke blev bedt om at stikke hovedet ind igennem “bøjlen” med chip-scanneren.
En uge efter kunne hun lige nøjagtigt overtales til at få hovedet igennem den frygtede bøjle, nå bare maskinen ikke lavede mærkelige ting af sig selv. Efter en uge mere kunne hun godt acceptere at den sagde en lille lyd når bare det var hurtigt overstået og den ikke bevægede sig. Nu må den gerne lave lyd og bevægelse når bare det ikke vare ret meget længere end det tidligere skridt. Jeg er SÅ stolt af min lille diva og håber bare at hun tillader mig at gå skridtet videre næste uge, så min mand ikke får ret i at jeg skal give hende en måned til hvert skridt og ikke kun en uge.
Dagen før jeg skulle have testet om jeg var gravid begyndte jeg at bløde. Jeg skyndte mig at teste for at finde ud af om det var en abort eller bare tegn på at jeg ikke var gravid. Testen var tydeligt negativ og efter en lille dags tid var jeg heller ikke i tvivl om at det ikke var en smule pletblødninger før en evt positiv test.
Fordelen ved at bare få inseminationer er at det er gratis og derfor skulle vi ikke spare op for at få råd til næste forsøg. Lige så snart fertilitetsklinikken havde åbent ringede jeg derned og fik en tid til næste behandlingsopstart. Jeg plejer at få en tid på tredjedagen af min cyklus, så vi var lynhurtigt igang igen.
Når den ene behandling afløser den anden er mine følelser meget blandede. Jeg er ivrig efter at komme videre, men det er næsten klaustrofobisk at gå direkte ind i det næste behandlingsforløb. Jeg foretrækker at lader der gå to-tre måneder imellem behandlingerne. Det giver mig tid til at mærke mig selv og mærke mit liv uden fertilitetsbehandling. Denne gang valgte jeg dog at gå direkte videre til næste behandling. Det var udmattende at jeg lige var blevet færdig og så gik direkte ind i det igen, men jeg ville bare så gerne give den en skalle.
Andet behandlingsforløb var lidt anderledes end det første. Jeg fik endelig lov at nøjes med halv dosis og overproducerede dermed ikke æg. Det blev kun til ét stort og tre, der ikke nåede at blive store nok til at kunne bruges. Sædprøven var rigtigt skidt, men det afbrød ikke behandlingen og i forgårs kunne jeg endelig tage en test. Den var negativ som ventet, men jeg havde heller ikke haft nogen som helst symptomer så det var ikke en større skuffelse end at jeg allerede var i gang med at planlægge opsparingen til vores næste rigtige forsøg.
Jeg har endelig fået regnet mig frem til hvor meget vi skal have sat til side til at kunne klare os på to SU’er og det har vist sig at alt hvad jeg kan spare sammen fra nu af kan gå til fertilitetsbehandling.
Det er ikke sikkert at vi går i gang med behandlingen lige så snart vi har råd, men det er en kæmpe motivationsfaktor for mig at muligheden ligger lige om hjørnet.
NU skal jeg bare have afsluttet den sidste eksamen, taget alt det arbejde jeg kan komme i nærheden af i løbet af sommeren og holde nallerne fra kontoen. Går alt som det skal, kan vi få et ordentligt behandlingsforsøg i september hvilket er lidt over et år efter at vi fik at vide hvad årsagen til mine gentagne aborter er. Så håber jeg bare at vi kommer nogle vegne med de fine nye hjertemagnyl. Og så har jeg selvfølgelig en sommer der skal nydes!
